Dum dig,

og dum dig,

og dum dig igen;

men mindre og mindre og mindre

(Piet Hein)

Indrømmelser

Jeg dummer mig. Ret ofte faktisk.

Jeg ville så gerne skrive, at jeg har helt tjek på alt det med journalistikken. At jeg  vinkler, udvælger og sammensætter på niveau med enhver anden på jeres redaktion. Men sandheden er, at jeg har gået på Journalisthøjskolen i halvandet år. Jeg har skrevet godt og vel 20 artikler og lavet fem TV-indslag. Jeg kan noget. Alt andet ville nok være en overdrivelse.

Jeg kunne prøve at bilde jer ind, at jeg er enormt tjekket i mødet med mine kilder. Det er jeg nogle gange. Men andre gange har jeg overset, at jeg har tandpasta på mine bukser. Jeg er klodset, men jeg er også ligefrem og åben, og måske er det dét, der gør, at jeg kan få kilder til at sige mere, end de ellers ville. Jeg tror for eksempel ikke, at det var pletten på mine bukser, Abdullah tænkte på, da han fortalte mig, hvordan han så sin far blive skudt.

(Jeg kunne også skrive, at jeg har en skarp pen, en krøllet hjerne og altid ser de skæve vinkler. Men det ville være fuldstændig håbløst plat, og klicheer finder I ikke hos mig.)

Jeg kunne skrive, at jeg konstant er på jagt efter den gode historie. Men af og til sidder jeg bare i min sofa og ser “Friends” for trettende gang. Historierne – gode eller ej – finder jeg først, når jeg arbejder for det. Som da en gennemgang af flere ugers udvalgsmøder i Frederikshavn Kommune mundede ud i historien om, at børnene i en lokal børnehave måtte se langt efter at få fjernet skimmelsvampen på blå stue. Det gjaldt også, da jeg i en lang rapport fra SFI fandt den lille tabel, der viste, at unge kriminelle ikke bliver tilbudt den psykiatriske screening, de har krav på.

Til sidst ville jeg så gerne imponere jer med al den erfaring, jeg har. Jeg ville skrive om alt det journalistiske arbejde, jeg har lavet for ComingUp, Tv-Tonic og Illustreret Bunker. Men sandheden er, at jeg har passet op til flere jobs ved siden af studiet, og at jeg ikke har lavet et eneste produkt udover til skolebrug. Og hvad værre er; jeg synes, det er dejligt at holde kontakten til den virkelige verden. Hvis jeg nogle gange får lidt for høje tanker om mig selv her på den fjerde statsmagts prominente uddannelsesinstitution, er der ikke noget som at få kastet en skål havregrød i hovedet af en udviklingshæmmet mand, der kan få mig ned på jorden igen.

Jeg er ikke en færdigstøbt journalist. Jeg kan det basale, som halvandet år på Journalisthøjskolen har lært mig. Og så kan jeg, hvad min intuition en sjælden gang i mellem ellers kan byde ind med. Det er det. Men jeg vil så forfærdelig gerne lære. Jeg vil gerne dumme mig men mindre og mindre og mindre.

Min tid på Danmarks Medie- Og Journalisthøjskole i tal

997
Kopper kaffe (cirka)
27
Produktioner
0
Væltede ministre